Hvil for fanden!

Jeg er træt. Stresset. Udkørt. Desperate tider kræver desperate handlinger.
Jeg har i den lange periode hvor jeg har været langt nede i vægt haft forbud mod at træne selv den mindste mavebøjning. Da jeg så kom op i vægt og fik lov til at træne kunne jeg mærke hvor meget luft det gav og stadig giver i en presset hverdag, når man lige har givet sig selv tid og plads til en times motion.

Men problemet er, at selvom psyken har det fedt med at komme afsted(og nok også spiseforstyrrelsens klamme ansigt), så har kroppen altså sine begrænsinger. Kroppen har brug for hvile. Den er ikke bygget til hård styrketræning 7 dage om ugen. Og slet ikke hvis man gerne vil have den naturlige, kvindelige balance tilbage i kroppen. Her hentyder jeg til menstruationer. Tænk at jeg savner at bløde hver måned i stride strømme imens jeg ligger sammenkrøllet i sengen af ren smerte og spiser chokolade. Det lyder ikke så tiltrækkende når man siger det sådan, men alt andet lige så er det jo det der skal til hvis man(læs: mig) gerne vil have børn engang; og det VIL jeg!

Så nu skal der andre boller på suppen. 1-2 gange om ugen binder jeg mig selv på hænder og fødder og sørger for ikke at tage ned at træne. Jeg ved det bliver svært, uudholdeligt og skrækkeligt rent psykisk, men nu skal det være.

Når jeg sætter mig for at skulle hvile ender det altid med at jeg render rastløst rundt i ring og ikke ved hvor jeg skal gøre af mig selv. I et desperat forsøg på at finde noget jeg kan finde ro ved, har jeg købt en mandalas malebog som jeg har fået anbefalet flere gange, men jeg har simpelthen syntes det er for latterligt. Tro det eller lad være, men det hjælper(barnligt nok..). Det giver af en eller anden grund et lille pusterum fra de ubehagelige tanker der ellers altid rumsterer i en eller anden grad. 

Derudover har jeg valgt at jeg, på hviledage må snørre skoene og gå mig en tur. Det blev til en tur over limfjordsbroen og tilbage igen. Smukt og dejligt med luft til hovedet. Det handler jo om at finde det positive. 

Husk kroppen har brug for hvile for at blive stor og stærk! 

Sugemalle eller fighter?

Det er gået op for mig, at min strategi ikke rækker til noget som helst. Jeg kan ikke blive ved med bare at gå og vente på, at jeg en eller anden dag er klar, til at kaste mig ud i de ting jeg er bange for. Det nytter ikke noget at jeg bliver ved med at vente på, at mine tanker en dag vender og jeg pludselig får modet. Tror faktisk ikke at jeg nogensinde får følelsen af at være klar. Jeg tror jeg er blevet for "tryg" i spiseforstyrrelsens/depressionens/angstens lune knus. Jeg er blevet for tryg ved de firkantede rammer og strukturer der er blevet opsat omkring mit liv. Hvorfor skulle jeg nogensinde blive klar til at forlade noget der gør mig godt tilpas?

Jeg bliver nødt til at tage noget ansvar. Bliver nødt til at ændre på de ting der ikke ændrer sig selv... For det tror jeg ikke længere på de gør. Er evindeligt træt af blødsødne psykologers velmenende forsøg på at fortælle mig, at det ikke er min egen skyld. At mine tanker vender en dag, når jeg mindst venter det, hvis bare jeg er tålmodig. Sikke noget fis. Det er måske ikke min egen skyld jeg havnede i den psykiske tilstand jeg gjorde, men mine tanker vender ikke af sig selv. De skal tvinges. Jeg bliver ved med at hage mig fast i, at tankerne hjælper mig. At tankerne er "mine venner". At det er positive tanker. Sandheden er, at det er løgn.
Det er nogle lortetanker der dræner min energi og suger livslyst ud af mig. Nogle dage værre end andre, men de er der hele tiden i en eller anden grad. Jeg ved ikke præcis hvad det er der gør, at jeg bliver ved med at klæbe mig fast, som en sugemalle på et algegrønt akvarieglas, til de tanker der har gjort mig til den levende døde person jeg har været og stadig i nogen grad er. Men en ting er sikkert. Jeg VED at de ikke længere vil forsvinde af sig selv en dag. Det kræver at jeg tvinger og forfølger dem, ligesom de har gjort det ved mig.

Hvis jeg bliver ved med at hænge fast i alt det der har ført mig til hvor jeg er idag, så kommer jeg aldrig videre. ALDRIG.

Fremskridt eller fiasko?

"Det der er rigtigt og normalt i det lange løb, er højst sandsynligt ikke det optimale for dig lige nu".
Vise ord sagt af min psykolog.
Har en tendens til  at få nogle fikse planer og ideer og så skulle de altså helst være udført igår. Ikke imorgen, ikke om et år. Nej, det kan KUN gå for langsomt. Det resulterer så i, at jeg lever mit liv ved at gå 10 skridt frem og 50 tilbage fordi mine forhastede planer oftest resulterer i, at jeg kun kan falde ned og slå mig noget så grusomt.

Specielt her i min sygdomsperiode har jeg været tilbøjelig til nogle dage at sige til mig selv "Linette din giga kujon! Fra imorgen skal du gøre som normale mennesker. Fra imorgen spiser du kage. Fra imorgen spiser du til du faktisk er mæt og ikke til kalorierne siger du er det. Fra imorgen spiser du det du har lyst til, fordi det smager godt og ikke bladselleri  og kaninføde fordi der er få kalorier i. Fra imorgen er du RASK. Kan du fatte det din forbistrede taber."
At sige sådan til mig selv og faktisk tro på at det kan lade sig gøre, er ligeså latterligt urealistisk som hvis jeg en dag sagde "Linette. Du har aldrig i dit lange lykkelige liv løbet så meget som 3km i streg, men imorgen løber du sku maraton. Det er nemlig en pissefed ide og slet ikke spor overambitiøst." , for så næste dag at snørre de gamle, men ganske ubrugte løbesko og begive dig ud på den 42km lange rute uden nogen som helst form for ide om hvordan du skal klare det. Efter de første 2km vil du være træt alene ved tanken om,  at der er 40km igen. Du vil så ved 5km stoppe op og være fysisk træt og udmattet grundet manglende træning inden denne, for dig, urealistiske distance. Du vender om, går hjem og lægger dig i sofaen og i stedet for at glædes ved tanken om, at du for første gang i dit liv har løbet  5km i streg, vil du ligge tilbage med tanken om, at du aldrig nogensinde mere vil løbe igen fordi du ikke kunne løbe det maraton i første hug.

Det er lidt det samme der sker for mig. Jeg fortæller mig selv, at fra imorgen er jeg rask. Næste dag gør jeg så et forsøg ved at spise det jeg vil uden at tænke over hvad der er mindst kalorier i. Det lykkes jeg med, men da jeg så ikke kan spise det stykke kage jeg lovede mig selv jeg ville spise lægger jeg mig hen i et hjørne og fortæller mig selv at jeg er den største elendighed på denne planet, istedet for at glædes ved, at jeg faktisk lykkedes med at vælge den mad jeg havde LYST til, ikke den mad der er færrest kalorier i.

Det jeg mener er, at jeg nok skal være bedre til at sætte delmål på vejen mod mit slutmål, istedet fo at have så travlt, at jeg vil nå slutmålet på 24 timer. Det er både urealistisk, stupidt og latterligt. Ro på og så skal jeg nok nå mit mål om frihed en dag. Jeg skal bare ikke tage munden for fuld. Jeg skal glædes ved de fremskridt jeg har lavet so far, istedet for at tænke over hvor langt der er dertil hvor jeg gerne vil ende.

Slankesnak

''Jeg skal tabe mig'', ''jeg spiser aldrig slik og kage'', ''jeg løb lige en lang tur og spiste en salat med lightdressing bagefter'', o.s.v. Det er ting som flyver rundt i lokalet i pauserne på arbejdet eller i skolen. Det er samtaleemner som kur, sundhed, salater, tøjstørrelser og løbeture der tit og ofte bliver det helt store samtaleemne. For det fleste er det emner som er inspirerende, hyggelige og spændende og emner som forsvinder fra tankerne igen når pausen er slut. 

Jeg går selv i en klasse hvor størstedelen er piger. Mange piger er lig med en helvedes masse snak om weekendens fuldheder, mænd, utilfredshed omkring sin krop og mad. Jeg er helt tosset med de søde piger jeg går i klasse med, men efter en hel dag, hvor det store emne nogle dage har været slankekure, sund mad og kalorier, så kan jeg være så træt, at jeg næsten ikke engang kan overkomme at traske den ene km jeg har hjem. 

For de fleste er alt det der er blevet snakket om i pauserne glemt. Om snakken så har gået på onkel Leifs nye motorcykel, mors nye kæreste, usund mad, slankekure eller træning. Men for mig (og sikkert også andre med samme satan inde i hovedet) er det noget andet. Hvis der er blevet snakket om slankekure og hvad man ikke må spise fordi det feder en hel dag, så kan jeg gå og være præget af det resten af ugen. Det er ikke bare ''ude af øje, ude af sind''-princippet. Det er frustrerende, irriterende og yderst selv-destruerende, at jeg ikke bare kan lukke det ind af det ene øre når jeg er der hvor snakken foregår og så ud af det andet øre når jeg går hjem igen. Det er frustrerende fordi jeg ved, at det er noget jeg aldrig slipper for. Ligemeget hvor man kommer hen vil der altid være hende der er på slankekur, hende der hele tiden snakker om hvor meget hun træner og hvor sundt hun spiser. Jeg ved jeg aldrig kan slippe for det og at jeg er nødt til at lære at leve med det. Men jeg ved også, at det bliver en lang proces ikke at lade mig påvirke. 

Jeg træner selv meget, og gerne hver dag, men jeg snakker ikke om det. Jeg spiser sundt og spiser ikke (grundet spiseforstyrelsen afskyelige tilstedeværelse) ikke slik og kage, men jeg snakker ikke om det. Jeg fortæller ikke om det, fordi jeg godt ved, at det forhold jeg har til mad og træning stadig ikke er normalt, og jeg ønsker ikke at andre skal blive påvirket af mig. Problemet er bare, at set udefra, er jeg hende den fitte med styr på sin kost. Men det er ikke MIG der har styr på min kost. Det er min spiseforstyrelse. Jeg har selvfølgelig mere styr på min kost end jeg havde for 3 år siden, hvor jeg levede som en syg kanin, men jeg har stadig ikke fået et tilstrækkeligt balanceret og realistisk forhold til mad. Ikke inde i mit hoved ihvertfald. Derfor kan det også være svært at høre når folk snakker om kure og ''forbudte madvarer'', for så titter min lille indre dæmon frem og fortæller mig, at jeg også bør gå på kur, at jeg også bør betragte de omtalte madvarer som forbudte, at jeg også skal spise light. Det er tanker som jeg bruger uendeligt mange kræfter på at undertrykke hver dag. Det er tanker som dagligt bliver fremprovokeret alle steder. I tv'et der reklamerer for den nye lightdressing, i fitness hvor der står den mest åletynde pige på løbebåndet for tredje time i træk, i skolen hvor snakken går på kure og forbudt mad, i supermarkedet hvor hylderne bugner af sødemidler og lightprodukter.. Alle steder. 

Jeg håber at jeg en dag kan lære, at det er MIG der tæller, ikke andre. Det er MIN krops behov der tæller, ikke andres. Hvad der er sundt for andre er ikke nødvendigvis sundt for MIG. At andre skal på slankekur betyder ikke at JEG skal. 

Stof til eftertanke

Just an update

Følte lige for at give en lille opfølgning på hele ''hej, vil du træne med mig'' - situationen fra sidste indlæg.
Han, Jamil, skrev til mig senere samme dag og spurgte om ikke vi skulle træne sammen imorgen, som så er ved at være tre dage siden nu. Egentligt havde jeg mest lyst til at sige nej, men jeg ved også at det ville være min dårlige selvtillid der talte der, for jeg har i lang tid godt kunnet tænke mig en træningspartner som går ligeså meget op i det som jeg selv. Jeg valgte at skrive ja, inden jeg nåede at finde på en undskyldning for at sige nej, som jeg ellers plejer at være så overordentligt dygtig til. Så jeg havde nu en aftale med Jamil om at vi skulle træne ben sammen og oh my Jesus fucking Christ hvor jeg hadede tanken. Jeg bliver altid vildt usikker på mig selv når folk jeg ikke kender pludselig vil have mig med til et eller andet.

Jeg vågner og tænker at jeg melder mig syg. Gider ikke. Er af en eller anden grund mega nervøs. Jeg ligger sådan et stykke tid, imens min usikre halvdel forsøger at overbevise mig om at det er en ubeskriveligt dårlig ide at tage afsted. Men pludselig, meget mod mit usikre jeg's vilje, springer jeg op af sengen som havde jeg en fjeder stukket op bag i og pludselig har jeg vendt mine tanker til, at selvfølgelig skal jeg afsted. Han har spurgt mig fordi han synes jeg ser ud til at være seriøs omkring min træning. Fordi han tænker vi kunne være et godt trænings(!)par. Han har spurgt mig fordi han gerne vil. Han kunne have valgt en hvilken som helst anden at spørge, men han valgte at spørge mig. Så istedet for at nedgøre mig selv og sige til mig selv at det bliver ydmygende vender jeg det til, at jeg skal lære et nyt menneske at kende. Jeg skal udfordres - både på min dårlige selvtillid, men også rent træningsmæssigt. Man presser altid sig selv lidt ekstra, når der står en i baggrunden og kigger, ligemeget om det er tante Olga på 68 eller om det er Jamil på 32. Ja, jeg sagde 32!
Jeg havde sat ham til at være omkring 25 og jeg tror også han havde sat mig til at være lidt ældre, for han så lidt overrasket ud i fjæset da jeg, en kende flov, sagde at jeg kun var 19.

Nå, men ingen af os gjorde mere ud af den store aldersforskel. Vi trænede bare. Gav den gas, så vi til sidst gik rundt som pingviner, grundet ømme stænger. Den fungede rigtig godt. Vi snakkede lidt om løst og fast, uden at det føltes mærkeligt. Vi pressede hinanden og pludselig var vi igennem hele programmet. Jeg havde aldrig troet jeg skulle finde en træningsmakker jeg var på samme niveau med. Ja, altså han løftede selvfølgelig tungere end mig, men vores mål med træningen er det samme; at være sund, rask og tilfreds, uden nogen plan om at blive den største muskelbombe i hele landet.

Jeg gik hjemmefra med tanker som: Åh nej. Åh gud. overlever ikke. fuck mit liv. Hvis jeg nu skærer mit ene ben af, slipper jeg for at tage afsted. Han kommer til at synes jeg er en slapsvans. Hvad hvis jeg gør tingene forkert?

Jeg gik hjem igen med tanker som: Oh yes. Jeg overskred en kæmpe grænse. Jeg udfordrede min frygt for at fejle. Han sagde jeg var stærk af en pige at være. Jeg nød det faktisk. Det vil jeg gerne igen en anden dag. JEG KLAREDE DET!

Undskyld. Kommer du tit her?

For noget tid siden var jeg nede at træne, hvor der var ekstremt mange mennesker. Det er jo januar, så der er en masse ''åh Gud, jeg skal bare være så lækker i år''-nytårsforsætter der lige skal overståes. Anyway, that's not the point. 

Det jeg egentlig ville sige med alle de mange mennesker var, at så må man altså af og til stå i kø som stod man i Føtex en torsdag aften kl. 16.30. Det blev endelig min tur til at squatte og så kommer der gud hjælpe mig et mandfolk og spørger ''Kan vi dele'' og jeg var bare sådan ''Gu ka' vi ej dele. Jeg har fandme stået i kø i et kvarter nu, så du kan bare stille dig og vente ligesom jeg har gjort, din luskede son of a bitch''. Ja, sådan tænkte jeg ihvertfald indtil jeg så hans søde, rare og charmerende smil. Så jeg endte med at sige ''Ja, det kan vi da''. Hold da op, hvor følte jeg mig som et godt menneske. 

Nå, men vi snakker ikke rigtigt sammen. Vi træner bare, og smiler venligt til hinanden indimellem. Han har også sin træningsmakker med(en pige), som han snakker med indimellem, så det er bare rent ''professionelt''. Det ender med at vi næsten hele træningen igennem træner sammen, fordi vi begge træner ben den dag og (åbenbart) har nogenlunde den samme rutine. Men som sagt - det var ikke noget specielt. Vi trænede bare, uden at udveksle mange ord. 

Jeg var så nede at træne her til morgen, hvor han og hans træningsmakker også er der. Vi smiler venligt til hinanden og siger hej, og så begynder jeg ellers at træne, af hvilken grund jeg kommer til at ligne mere og mere end udpint koalabjørn(nej, jeg ved ikke hvordan de ser ud, men jeg forestiller mig at de er tæmmelig grimme). 

Efter en halv times tid kommer han over og spørger om jeg skal træne ben imorgen. Jeg tænker med det samme ''pil af fister løgsovs, kan du ikke se jeg træner og ikke vil forstyrres?'', men det er igen kun til jeg ser hans søde, rare og charmerende smil(hvad sker der i grunden for at jeg lader mig charme? Jeg har jo en kæreste..). Jeg svarer ham at ja, det skal jeg, hvortil han spørger om vi så ikke skal træne sammen, da hans træningsmakker synes hans bentræning er for hård.. Jeg må så fortælle ham at jeg er lidt af et A-menneske og derfor træner ret tidligt normalt og at jeg desuden får familiebesøg. 

Han tøver så et sekund og siger, at morgentræning nok ikke liiiiiiige er ham. Nå, bare ærgerligt Sonnyboy. 

Jeg træner videre, men efter endnu et kvarter sniger han sig ind på mig, som en løve omkring sit bytte. Eller... Det vil sige han skulle træne det samme som mig. Det andet lød bare bedre. Han spørger hvad jeg hedder og igen tænker jeg ''fis af fætter Guf'', indtil jeg ser hans smil. Han siger at han lige må se på om han kan tage sig sammen imorgen. Vi udveksler navne og jeg ender med at give ham mit telefon nummer, for så kunne han da lige skrive så vi kunne finde en dag at træne ben sammen om ikke andet. 

Well, jeg ved ikke hvorfor jeg laver et blogindlæg om det. Tror bare jeg egentligt synes det var lidt finurligt og sjovt. Gad vide om hans ønske om at træne sammen, mere var i stedet for den kliché-agtige scorereplik ''Undskyld. Kommer du tit her?''. Jeg håber det ikke. For jeg har en kæreste jeg er glad for, men jeg ville egentlig gerne have en træningsmakker. Manden herhjemme nægter nemlig på det kraftigste at sætte sin fod i et fitness center. 

Hvorfor invitere en, der aldrig kommer alligevel?

Fester i stride strømme, familiefødselsdage, planer for de næste 5 weekender, caféaftaler. Det lyder som det fedeste hos de fleste unge. Hos mig er det et mareridt. 

Jeg er ofte blevet spurgt hvorfor jeg sjældent er med til fester og diverse arrangementer. Svaret er kompliceret og jeg svarer yderst sjældent på det. Plejer bare at skubbe spørgsmålet let og elegant væk hurtigst muligt, med håbet om at folk ikke vender tilbage til emnet. Måske handler netop det, at jeg ikke svarer på spørgsmålet,i bund og grund om, at jeg ikke selv helt er klar over svaret. Jeg vil alligevel prøve at forklare.

Jeg får mange invitationer. Jeg har veninder der spørger om vi ikke skal finde ud af noget. Der er små globusser på facebook der lyser rødt, for at give mig besked om begivenheder jeg er inviteret til. Jeg har familie der gerne vil se mig og jeg har en kæreste der gerne vil have mig ud og spise eller med hjem til nogle venner. Alle de ting gør mig skidt tilpas. En besked som ''Hej søde, vil du ikke komme til min fest lørdag?'' eller ''Hey, vil du ikke med på Baresso efter skole imorgen'' kan give mig ondt i maven og lyst til bare at grave mig ned i det dybeste hul på jordkloden og aldrig vende tilbage. Jeg bliver ked af at få de invitationer, fordi de minder mig om, at noget så simpelt som en tur ned i byen kan virke uoverskueligt. Jeg bliver vred på mig selv, fordi jeg ved jeg tæmmelig sikkert siger nej. Samtidig elsker jeg når folk tænker på mig. Jeg bliver så glad når jeg ved folk gerne vil have mig med. Jeg bliver lykkelig indeni når folk bliver ved med at spørge mig om jeg vil være med, selvom jeg gang på gang siger nej tak. Så det er en meget ambivalent følelse jeg sidder med, når jeg får en invitation til endnu en begivenhed. 

Sandheden er, at jeg ikke siger nej fordi personerne der spørger, ikke interesserer mig. Jeg siger ikke nej fordi jeg er ligeglad eller fordi jeg synes jeg har bedre ting at bruge mit liv på. I virkeligheden ville jeg ønske af hele mit hjerte at jeg bare kunne tage med hver eneste gang der var noget socialt. Tage med til fester, på Baresso, ud at spise, hjem til veninden. 

Jeg har bare rigtig mange tanker og spekulationer der kører rundt i mit hoved. De gør mig træt og udmattet. De gør, at selv det at skulle skifte toiletrulle kan virke uoverskueligt. Jeg forsøger at passe min skole, mit arbejde og mine lektier, og når jeg er færdig med de ting, er der ikke meget overskud tilbage. Det gør desværre, at jeg til tider føler jeg svigter dem jeg holder af. For hver gang jeg siger nej til en invitation fra en person jeg holder af, er jeg bange for, at personen aldrig vil invitere mig eller spørge mig om jeg vil være sammen igen. 

Jeg ville med glæde fortælle jer præcist HVORFOR jeg siger nej og HVORFOR jeg hellere sidder hjemme en fredag aften, end at være til fest, men sandheden er, at jeg ved det ikke... Jeg ved bare, at jeg ikke gør det for at såre nogen. At jeg ikke gør det fordi det inderst inde er det jeg helst vil. Jeg gør det ikke fordi jeg ikke har lyst. Jeg gør det fordi jeg ikke føler jeg kan. Jeg håber det kommer en dag. Jeg håber at jeg en dag for mit sociale behov tilbage. Indtil da vil jeg takke alle jer der trofast bliver ved med at invitere mig til små som store ting, også selvom jeg i størstedelen af tilfældene siger nej. Det betyder så meget for mig at jeg ikke er glemt eller tilsidesat, selvom jeg har nogle ting at slås med, som gør, at jeg af og til virker som en enspænder uden noget ønske om at være med i det sociale. TAK, i er allesammen med til at holde mit hoved ovenvande. I er med til, at jeg bliver ved med at kæmpe for et bedre liv. I er med til at give håb til en fortabt sjæl. I er med til at redde liv. (Jaaa okay, det sidste lyder måske lidt overdrevet, i know. Men det er altså sådan det føles, så giv lige jer selv et kæmpe møs fra mig). 

Måske nogle af jer derude, som slås med de samme problemer, kan nikke genkendende til dele problematikken? 

ZzzZZZZzzZz

Trænger virkelig til en god nats søvn. Er så evindeligt, umådeligt  og skrækkeligt træt af, at alle de tanker der har haft hele dagen til at presse sig på, altid vælger at komme på de mest ubelejlige tidspunkter, og allerhelst gerne når jeg vil finde ro til at sove. Så:
kære hjerne. Vær sød at lukke ned. Bare til imorgen. Giv mig fred til at sove. Lover at tage mig af alle dine latterlige og fuldstændigt langt ude problemer imorgen. På forhånd tak!

Sårbarhedens time

Første indlæg skrevet i den raske krop. Første indlæg siden april 2012, hvor jeg lå indlagt på psykisk sygehus for børn og unge. 

Havde egentlig tænkt mig at starte en ny blog op, fordi jeg er flov over de ting der står i de forrige indlæg. Fordi jeg ikke er stolt over at have været indlagt. Fordi jeg føler mig ynkelig og svag når jeg læser dem igen. Fordi jeg får det dårligt af at se på det. Men jeg har nu bestemt mig for, at de indlæg er en del af mig, som viser hvor slemt jeg har haft det og det er nogle indlæg som indeholder de realiteter jeg ikke længere vil forsøge at løbe fra. De viser hvad der gemmer sig bag den raske facade. Jeg vil vise dem uden at være flov. Hvis jeg slettede dem, ville det være fordi jeg stadig holder facaden oppe. Men det er slut med det. Jeg ønsker at give mig selv og jer der læser med, et dyk ned i mine forskruede hjernevendinger. 

Jeg er færdig med at lade som om alt er okay. Jeg er færdig med at kæmpe for at virke som et velfungerende  menneske, med rationelle tanker og selvtillidsfyldt attitude. 

Sandheden er, at jeg siden jeg begyndte i behandling på ambulatoriet for spiseforstyrrelser for 3 år siden, naivt har troet, at ligeså snart jeg nåede min målvægt, ville jeg være glad, rask og ubekymret. Jeg tog så grueligt fejl. 

Velkommen til mit blottede sind. Velkommen til mine åbne sår. Velkommen ind bag den raske facade. 

Indeni er hun syg og bange

Udenpå er hun rask og glad