Sugemalle eller fighter?

Det er gået op for mig, at min strategi ikke rækker til noget som helst. Jeg kan ikke blive ved med bare at gå og vente på, at jeg en eller anden dag er klar, til at kaste mig ud i de ting jeg er bange for. Det nytter ikke noget at jeg bliver ved med at vente på, at mine tanker en dag vender og jeg pludselig får modet. Tror faktisk ikke at jeg nogensinde får følelsen af at være klar. Jeg tror jeg er blevet for "tryg" i spiseforstyrrelsens/depressionens/angstens lune knus. Jeg er blevet for tryg ved de firkantede rammer og strukturer der er blevet opsat omkring mit liv. Hvorfor skulle jeg nogensinde blive klar til at forlade noget der gør mig godt tilpas?

Jeg bliver nødt til at tage noget ansvar. Bliver nødt til at ændre på de ting der ikke ændrer sig selv... For det tror jeg ikke længere på de gør. Er evindeligt træt af blødsødne psykologers velmenende forsøg på at fortælle mig, at det ikke er min egen skyld. At mine tanker vender en dag, når jeg mindst venter det, hvis bare jeg er tålmodig. Sikke noget fis. Det er måske ikke min egen skyld jeg havnede i den psykiske tilstand jeg gjorde, men mine tanker vender ikke af sig selv. De skal tvinges. Jeg bliver ved med at hage mig fast i, at tankerne hjælper mig. At tankerne er "mine venner". At det er positive tanker. Sandheden er, at det er løgn.
Det er nogle lortetanker der dræner min energi og suger livslyst ud af mig. Nogle dage værre end andre, men de er der hele tiden i en eller anden grad. Jeg ved ikke præcis hvad det er der gør, at jeg bliver ved med at klæbe mig fast, som en sugemalle på et algegrønt akvarieglas, til de tanker der har gjort mig til den levende døde person jeg har været og stadig i nogen grad er. Men en ting er sikkert. Jeg VED at de ikke længere vil forsvinde af sig selv en dag. Det kræver at jeg tvinger og forfølger dem, ligesom de har gjort det ved mig.

Hvis jeg bliver ved med at hænge fast i alt det der har ført mig til hvor jeg er idag, så kommer jeg aldrig videre. ALDRIG.