Fremskridt eller fiasko?

"Det der er rigtigt og normalt i det lange løb, er højst sandsynligt ikke det optimale for dig lige nu".
Vise ord sagt af min psykolog.
Har en tendens til  at få nogle fikse planer og ideer og så skulle de altså helst være udført igår. Ikke imorgen, ikke om et år. Nej, det kan KUN gå for langsomt. Det resulterer så i, at jeg lever mit liv ved at gå 10 skridt frem og 50 tilbage fordi mine forhastede planer oftest resulterer i, at jeg kun kan falde ned og slå mig noget så grusomt.

Specielt her i min sygdomsperiode har jeg været tilbøjelig til nogle dage at sige til mig selv "Linette din giga kujon! Fra imorgen skal du gøre som normale mennesker. Fra imorgen spiser du kage. Fra imorgen spiser du til du faktisk er mæt og ikke til kalorierne siger du er det. Fra imorgen spiser du det du har lyst til, fordi det smager godt og ikke bladselleri  og kaninføde fordi der er få kalorier i. Fra imorgen er du RASK. Kan du fatte det din forbistrede taber."
At sige sådan til mig selv og faktisk tro på at det kan lade sig gøre, er ligeså latterligt urealistisk som hvis jeg en dag sagde "Linette. Du har aldrig i dit lange lykkelige liv løbet så meget som 3km i streg, men imorgen løber du sku maraton. Det er nemlig en pissefed ide og slet ikke spor overambitiøst." , for så næste dag at snørre de gamle, men ganske ubrugte løbesko og begive dig ud på den 42km lange rute uden nogen som helst form for ide om hvordan du skal klare det. Efter de første 2km vil du være træt alene ved tanken om,  at der er 40km igen. Du vil så ved 5km stoppe op og være fysisk træt og udmattet grundet manglende træning inden denne, for dig, urealistiske distance. Du vender om, går hjem og lægger dig i sofaen og i stedet for at glædes ved tanken om, at du for første gang i dit liv har løbet  5km i streg, vil du ligge tilbage med tanken om, at du aldrig nogensinde mere vil løbe igen fordi du ikke kunne løbe det maraton i første hug.

Det er lidt det samme der sker for mig. Jeg fortæller mig selv, at fra imorgen er jeg rask. Næste dag gør jeg så et forsøg ved at spise det jeg vil uden at tænke over hvad der er mindst kalorier i. Det lykkes jeg med, men da jeg så ikke kan spise det stykke kage jeg lovede mig selv jeg ville spise lægger jeg mig hen i et hjørne og fortæller mig selv at jeg er den største elendighed på denne planet, istedet for at glædes ved, at jeg faktisk lykkedes med at vælge den mad jeg havde LYST til, ikke den mad der er færrest kalorier i.

Det jeg mener er, at jeg nok skal være bedre til at sætte delmål på vejen mod mit slutmål, istedet fo at have så travlt, at jeg vil nå slutmålet på 24 timer. Det er både urealistisk, stupidt og latterligt. Ro på og så skal jeg nok nå mit mål om frihed en dag. Jeg skal bare ikke tage munden for fuld. Jeg skal glædes ved de fremskridt jeg har lavet so far, istedet for at tænke over hvor langt der er dertil hvor jeg gerne vil ende.