Slankesnak

''Jeg skal tabe mig'', ''jeg spiser aldrig slik og kage'', ''jeg løb lige en lang tur og spiste en salat med lightdressing bagefter'', o.s.v. Det er ting som flyver rundt i lokalet i pauserne på arbejdet eller i skolen. Det er samtaleemner som kur, sundhed, salater, tøjstørrelser og løbeture der tit og ofte bliver det helt store samtaleemne. For det fleste er det emner som er inspirerende, hyggelige og spændende og emner som forsvinder fra tankerne igen når pausen er slut. 

Jeg går selv i en klasse hvor størstedelen er piger. Mange piger er lig med en helvedes masse snak om weekendens fuldheder, mænd, utilfredshed omkring sin krop og mad. Jeg er helt tosset med de søde piger jeg går i klasse med, men efter en hel dag, hvor det store emne nogle dage har været slankekure, sund mad og kalorier, så kan jeg være så træt, at jeg næsten ikke engang kan overkomme at traske den ene km jeg har hjem. 

For de fleste er alt det der er blevet snakket om i pauserne glemt. Om snakken så har gået på onkel Leifs nye motorcykel, mors nye kæreste, usund mad, slankekure eller træning. Men for mig (og sikkert også andre med samme satan inde i hovedet) er det noget andet. Hvis der er blevet snakket om slankekure og hvad man ikke må spise fordi det feder en hel dag, så kan jeg gå og være præget af det resten af ugen. Det er ikke bare ''ude af øje, ude af sind''-princippet. Det er frustrerende, irriterende og yderst selv-destruerende, at jeg ikke bare kan lukke det ind af det ene øre når jeg er der hvor snakken foregår og så ud af det andet øre når jeg går hjem igen. Det er frustrerende fordi jeg ved, at det er noget jeg aldrig slipper for. Ligemeget hvor man kommer hen vil der altid være hende der er på slankekur, hende der hele tiden snakker om hvor meget hun træner og hvor sundt hun spiser. Jeg ved jeg aldrig kan slippe for det og at jeg er nødt til at lære at leve med det. Men jeg ved også, at det bliver en lang proces ikke at lade mig påvirke. 

Jeg træner selv meget, og gerne hver dag, men jeg snakker ikke om det. Jeg spiser sundt og spiser ikke (grundet spiseforstyrelsen afskyelige tilstedeværelse) ikke slik og kage, men jeg snakker ikke om det. Jeg fortæller ikke om det, fordi jeg godt ved, at det forhold jeg har til mad og træning stadig ikke er normalt, og jeg ønsker ikke at andre skal blive påvirket af mig. Problemet er bare, at set udefra, er jeg hende den fitte med styr på sin kost. Men det er ikke MIG der har styr på min kost. Det er min spiseforstyrelse. Jeg har selvfølgelig mere styr på min kost end jeg havde for 3 år siden, hvor jeg levede som en syg kanin, men jeg har stadig ikke fået et tilstrækkeligt balanceret og realistisk forhold til mad. Ikke inde i mit hoved ihvertfald. Derfor kan det også være svært at høre når folk snakker om kure og ''forbudte madvarer'', for så titter min lille indre dæmon frem og fortæller mig, at jeg også bør gå på kur, at jeg også bør betragte de omtalte madvarer som forbudte, at jeg også skal spise light. Det er tanker som jeg bruger uendeligt mange kræfter på at undertrykke hver dag. Det er tanker som dagligt bliver fremprovokeret alle steder. I tv'et der reklamerer for den nye lightdressing, i fitness hvor der står den mest åletynde pige på løbebåndet for tredje time i træk, i skolen hvor snakken går på kure og forbudt mad, i supermarkedet hvor hylderne bugner af sødemidler og lightprodukter.. Alle steder. 

Jeg håber at jeg en dag kan lære, at det er MIG der tæller, ikke andre. Det er MIN krops behov der tæller, ikke andres. Hvad der er sundt for andre er ikke nødvendigvis sundt for MIG. At andre skal på slankekur betyder ikke at JEG skal.