Just an update

Følte lige for at give en lille opfølgning på hele ''hej, vil du træne med mig'' - situationen fra sidste indlæg.
Han, Jamil, skrev til mig senere samme dag og spurgte om ikke vi skulle træne sammen imorgen, som så er ved at være tre dage siden nu. Egentligt havde jeg mest lyst til at sige nej, men jeg ved også at det ville være min dårlige selvtillid der talte der, for jeg har i lang tid godt kunnet tænke mig en træningspartner som går ligeså meget op i det som jeg selv. Jeg valgte at skrive ja, inden jeg nåede at finde på en undskyldning for at sige nej, som jeg ellers plejer at være så overordentligt dygtig til. Så jeg havde nu en aftale med Jamil om at vi skulle træne ben sammen og oh my Jesus fucking Christ hvor jeg hadede tanken. Jeg bliver altid vildt usikker på mig selv når folk jeg ikke kender pludselig vil have mig med til et eller andet.

Jeg vågner og tænker at jeg melder mig syg. Gider ikke. Er af en eller anden grund mega nervøs. Jeg ligger sådan et stykke tid, imens min usikre halvdel forsøger at overbevise mig om at det er en ubeskriveligt dårlig ide at tage afsted. Men pludselig, meget mod mit usikre jeg's vilje, springer jeg op af sengen som havde jeg en fjeder stukket op bag i og pludselig har jeg vendt mine tanker til, at selvfølgelig skal jeg afsted. Han har spurgt mig fordi han synes jeg ser ud til at være seriøs omkring min træning. Fordi han tænker vi kunne være et godt trænings(!)par. Han har spurgt mig fordi han gerne vil. Han kunne have valgt en hvilken som helst anden at spørge, men han valgte at spørge mig. Så istedet for at nedgøre mig selv og sige til mig selv at det bliver ydmygende vender jeg det til, at jeg skal lære et nyt menneske at kende. Jeg skal udfordres - både på min dårlige selvtillid, men også rent træningsmæssigt. Man presser altid sig selv lidt ekstra, når der står en i baggrunden og kigger, ligemeget om det er tante Olga på 68 eller om det er Jamil på 32. Ja, jeg sagde 32!
Jeg havde sat ham til at være omkring 25 og jeg tror også han havde sat mig til at være lidt ældre, for han så lidt overrasket ud i fjæset da jeg, en kende flov, sagde at jeg kun var 19.

Nå, men ingen af os gjorde mere ud af den store aldersforskel. Vi trænede bare. Gav den gas, så vi til sidst gik rundt som pingviner, grundet ømme stænger. Den fungede rigtig godt. Vi snakkede lidt om løst og fast, uden at det føltes mærkeligt. Vi pressede hinanden og pludselig var vi igennem hele programmet. Jeg havde aldrig troet jeg skulle finde en træningsmakker jeg var på samme niveau med. Ja, altså han løftede selvfølgelig tungere end mig, men vores mål med træningen er det samme; at være sund, rask og tilfreds, uden nogen plan om at blive den største muskelbombe i hele landet.

Jeg gik hjemmefra med tanker som: Åh nej. Åh gud. overlever ikke. fuck mit liv. Hvis jeg nu skærer mit ene ben af, slipper jeg for at tage afsted. Han kommer til at synes jeg er en slapsvans. Hvad hvis jeg gør tingene forkert?

Jeg gik hjem igen med tanker som: Oh yes. Jeg overskred en kæmpe grænse. Jeg udfordrede min frygt for at fejle. Han sagde jeg var stærk af en pige at være. Jeg nød det faktisk. Det vil jeg gerne igen en anden dag. JEG KLAREDE DET!