Det jeg egentlig ville sige med alle de mange mennesker var, at så må man altså af og til stå i kø som stod man i Føtex en torsdag aften kl. 16.30. Det blev endelig min tur til at squatte og så kommer der gud hjælpe mig et mandfolk og spørger ''Kan vi dele'' og jeg var bare sådan ''Gu ka' vi ej dele. Jeg har fandme stået i kø i et kvarter nu, så du kan bare stille dig og vente ligesom jeg har gjort, din luskede son of a bitch''. Ja, sådan tænkte jeg ihvertfald indtil jeg så hans søde, rare og charmerende smil. Så jeg endte med at sige ''Ja, det kan vi da''. Hold da op, hvor følte jeg mig som et godt menneske.
Nå, men vi snakker ikke rigtigt sammen. Vi træner bare, og smiler venligt til hinanden indimellem. Han har også sin træningsmakker med(en pige), som han snakker med indimellem, så det er bare rent ''professionelt''. Det ender med at vi næsten hele træningen igennem træner sammen, fordi vi begge træner ben den dag og (åbenbart) har nogenlunde den samme rutine. Men som sagt - det var ikke noget specielt. Vi trænede bare, uden at udveksle mange ord.
Jeg var så nede at træne her til morgen, hvor han og hans træningsmakker også er der. Vi smiler venligt til hinanden og siger hej, og så begynder jeg ellers at træne, af hvilken grund jeg kommer til at ligne mere og mere end udpint koalabjørn(nej, jeg ved ikke hvordan de ser ud, men jeg forestiller mig at de er tæmmelig grimme).
Efter en halv times tid kommer han over og spørger om jeg skal træne ben imorgen. Jeg tænker med det samme ''pil af fister løgsovs, kan du ikke se jeg træner og ikke vil forstyrres?'', men det er igen kun til jeg ser hans søde, rare og charmerende smil(hvad sker der i grunden for at jeg lader mig charme? Jeg har jo en kæreste..). Jeg svarer ham at ja, det skal jeg, hvortil han spørger om vi så ikke skal træne sammen, da hans træningsmakker synes hans bentræning er for hård.. Jeg må så fortælle ham at jeg er lidt af et A-menneske og derfor træner ret tidligt normalt og at jeg desuden får familiebesøg.
Han tøver så et sekund og siger, at morgentræning nok ikke liiiiiiige er ham. Nå, bare ærgerligt Sonnyboy.
Jeg træner videre, men efter endnu et kvarter sniger han sig ind på mig, som en løve omkring sit bytte. Eller... Det vil sige han skulle træne det samme som mig. Det andet lød bare bedre. Han spørger hvad jeg hedder og igen tænker jeg ''fis af fætter Guf'', indtil jeg ser hans smil. Han siger at han lige må se på om han kan tage sig sammen imorgen. Vi udveksler navne og jeg ender med at give ham mit telefon nummer, for så kunne han da lige skrive så vi kunne finde en dag at træne ben sammen om ikke andet.
Well, jeg ved ikke hvorfor jeg laver et blogindlæg om det. Tror bare jeg egentligt synes det var lidt finurligt og sjovt. Gad vide om hans ønske om at træne sammen, mere var i stedet for den kliché-agtige scorereplik ''Undskyld. Kommer du tit her?''. Jeg håber det ikke. For jeg har en kæreste jeg er glad for, men jeg ville egentlig gerne have en træningsmakker. Manden herhjemme nægter nemlig på det kraftigste at sætte sin fod i et fitness center.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar