Fester i stride strømme, familiefødselsdage, planer for de næste 5 weekender, caféaftaler. Det lyder som det fedeste hos de fleste unge. Hos mig er det et mareridt.
Jeg er ofte blevet spurgt hvorfor jeg sjældent er med til fester og diverse arrangementer. Svaret er kompliceret og jeg svarer yderst sjældent på det. Plejer bare at skubbe spørgsmålet let og elegant væk hurtigst muligt, med håbet om at folk ikke vender tilbage til emnet. Måske handler netop det, at jeg ikke svarer på spørgsmålet,i bund og grund om, at jeg ikke selv helt er klar over svaret. Jeg vil alligevel prøve at forklare.
Jeg får mange invitationer. Jeg har veninder der spørger om vi ikke skal finde ud af noget. Der er små globusser på facebook der lyser rødt, for at give mig besked om begivenheder jeg er inviteret til. Jeg har familie der gerne vil se mig og jeg har en kæreste der gerne vil have mig ud og spise eller med hjem til nogle venner. Alle de ting gør mig skidt tilpas. En besked som ''Hej søde, vil du ikke komme til min fest lørdag?'' eller ''Hey, vil du ikke med på Baresso efter skole imorgen'' kan give mig ondt i maven og lyst til bare at grave mig ned i det dybeste hul på jordkloden og aldrig vende tilbage. Jeg bliver ked af at få de invitationer, fordi de minder mig om, at noget så simpelt som en tur ned i byen kan virke uoverskueligt. Jeg bliver vred på mig selv, fordi jeg ved jeg tæmmelig sikkert siger nej. Samtidig elsker jeg når folk tænker på mig. Jeg bliver så glad når jeg ved folk gerne vil have mig med. Jeg bliver lykkelig indeni når folk bliver ved med at spørge mig om jeg vil være med, selvom jeg gang på gang siger nej tak. Så det er en meget ambivalent følelse jeg sidder med, når jeg får en invitation til endnu en begivenhed.
Sandheden er, at jeg ikke siger nej fordi personerne der spørger, ikke interesserer mig. Jeg siger ikke nej fordi jeg er ligeglad eller fordi jeg synes jeg har bedre ting at bruge mit liv på. I virkeligheden ville jeg ønske af hele mit hjerte at jeg bare kunne tage med hver eneste gang der var noget socialt. Tage med til fester, på Baresso, ud at spise, hjem til veninden.
Jeg har bare rigtig mange tanker og spekulationer der kører rundt i mit hoved. De gør mig træt og udmattet. De gør, at selv det at skulle skifte toiletrulle kan virke uoverskueligt. Jeg forsøger at passe min skole, mit arbejde og mine lektier, og når jeg er færdig med de ting, er der ikke meget overskud tilbage. Det gør desværre, at jeg til tider føler jeg svigter dem jeg holder af. For hver gang jeg siger nej til en invitation fra en person jeg holder af, er jeg bange for, at personen aldrig vil invitere mig eller spørge mig om jeg vil være sammen igen.
Jeg ville med glæde fortælle jer præcist HVORFOR jeg siger nej og HVORFOR jeg hellere sidder hjemme en fredag aften, end at være til fest, men sandheden er, at jeg ved det ikke... Jeg ved bare, at jeg ikke gør det for at såre nogen. At jeg ikke gør det fordi det inderst inde er det jeg helst vil. Jeg gør det ikke fordi jeg ikke har lyst. Jeg gør det fordi jeg ikke føler jeg kan. Jeg håber det kommer en dag. Jeg håber at jeg en dag for mit sociale behov tilbage. Indtil da vil jeg takke alle jer der trofast bliver ved med at invitere mig til små som store ting, også selvom jeg i størstedelen af tilfældene siger nej. Det betyder så meget for mig at jeg ikke er glemt eller tilsidesat, selvom jeg har nogle ting at slås med, som gør, at jeg af og til virker som en enspænder uden noget ønske om at være med i det sociale. TAK, i er allesammen med til at holde mit hoved ovenvande. I er med til, at jeg bliver ved med at kæmpe for et bedre liv. I er med til at give håb til en fortabt sjæl. I er med til at redde liv. (Jaaa okay, det sidste lyder måske lidt overdrevet, i know. Men det er altså sådan det føles, så giv lige jer selv et kæmpe møs fra mig).
Måske nogle af jer derude, som slås med de samme problemer, kan nikke genkendende til dele problematikken?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar