Slankesnak

''Jeg skal tabe mig'', ''jeg spiser aldrig slik og kage'', ''jeg løb lige en lang tur og spiste en salat med lightdressing bagefter'', o.s.v. Det er ting som flyver rundt i lokalet i pauserne på arbejdet eller i skolen. Det er samtaleemner som kur, sundhed, salater, tøjstørrelser og løbeture der tit og ofte bliver det helt store samtaleemne. For det fleste er det emner som er inspirerende, hyggelige og spændende og emner som forsvinder fra tankerne igen når pausen er slut. 

Jeg går selv i en klasse hvor størstedelen er piger. Mange piger er lig med en helvedes masse snak om weekendens fuldheder, mænd, utilfredshed omkring sin krop og mad. Jeg er helt tosset med de søde piger jeg går i klasse med, men efter en hel dag, hvor det store emne nogle dage har været slankekure, sund mad og kalorier, så kan jeg være så træt, at jeg næsten ikke engang kan overkomme at traske den ene km jeg har hjem. 

For de fleste er alt det der er blevet snakket om i pauserne glemt. Om snakken så har gået på onkel Leifs nye motorcykel, mors nye kæreste, usund mad, slankekure eller træning. Men for mig (og sikkert også andre med samme satan inde i hovedet) er det noget andet. Hvis der er blevet snakket om slankekure og hvad man ikke må spise fordi det feder en hel dag, så kan jeg gå og være præget af det resten af ugen. Det er ikke bare ''ude af øje, ude af sind''-princippet. Det er frustrerende, irriterende og yderst selv-destruerende, at jeg ikke bare kan lukke det ind af det ene øre når jeg er der hvor snakken foregår og så ud af det andet øre når jeg går hjem igen. Det er frustrerende fordi jeg ved, at det er noget jeg aldrig slipper for. Ligemeget hvor man kommer hen vil der altid være hende der er på slankekur, hende der hele tiden snakker om hvor meget hun træner og hvor sundt hun spiser. Jeg ved jeg aldrig kan slippe for det og at jeg er nødt til at lære at leve med det. Men jeg ved også, at det bliver en lang proces ikke at lade mig påvirke. 

Jeg træner selv meget, og gerne hver dag, men jeg snakker ikke om det. Jeg spiser sundt og spiser ikke (grundet spiseforstyrelsen afskyelige tilstedeværelse) ikke slik og kage, men jeg snakker ikke om det. Jeg fortæller ikke om det, fordi jeg godt ved, at det forhold jeg har til mad og træning stadig ikke er normalt, og jeg ønsker ikke at andre skal blive påvirket af mig. Problemet er bare, at set udefra, er jeg hende den fitte med styr på sin kost. Men det er ikke MIG der har styr på min kost. Det er min spiseforstyrelse. Jeg har selvfølgelig mere styr på min kost end jeg havde for 3 år siden, hvor jeg levede som en syg kanin, men jeg har stadig ikke fået et tilstrækkeligt balanceret og realistisk forhold til mad. Ikke inde i mit hoved ihvertfald. Derfor kan det også være svært at høre når folk snakker om kure og ''forbudte madvarer'', for så titter min lille indre dæmon frem og fortæller mig, at jeg også bør gå på kur, at jeg også bør betragte de omtalte madvarer som forbudte, at jeg også skal spise light. Det er tanker som jeg bruger uendeligt mange kræfter på at undertrykke hver dag. Det er tanker som dagligt bliver fremprovokeret alle steder. I tv'et der reklamerer for den nye lightdressing, i fitness hvor der står den mest åletynde pige på løbebåndet for tredje time i træk, i skolen hvor snakken går på kure og forbudt mad, i supermarkedet hvor hylderne bugner af sødemidler og lightprodukter.. Alle steder. 

Jeg håber at jeg en dag kan lære, at det er MIG der tæller, ikke andre. Det er MIN krops behov der tæller, ikke andres. Hvad der er sundt for andre er ikke nødvendigvis sundt for MIG. At andre skal på slankekur betyder ikke at JEG skal. 

Stof til eftertanke

Just an update

Følte lige for at give en lille opfølgning på hele ''hej, vil du træne med mig'' - situationen fra sidste indlæg.
Han, Jamil, skrev til mig senere samme dag og spurgte om ikke vi skulle træne sammen imorgen, som så er ved at være tre dage siden nu. Egentligt havde jeg mest lyst til at sige nej, men jeg ved også at det ville være min dårlige selvtillid der talte der, for jeg har i lang tid godt kunnet tænke mig en træningspartner som går ligeså meget op i det som jeg selv. Jeg valgte at skrive ja, inden jeg nåede at finde på en undskyldning for at sige nej, som jeg ellers plejer at være så overordentligt dygtig til. Så jeg havde nu en aftale med Jamil om at vi skulle træne ben sammen og oh my Jesus fucking Christ hvor jeg hadede tanken. Jeg bliver altid vildt usikker på mig selv når folk jeg ikke kender pludselig vil have mig med til et eller andet.

Jeg vågner og tænker at jeg melder mig syg. Gider ikke. Er af en eller anden grund mega nervøs. Jeg ligger sådan et stykke tid, imens min usikre halvdel forsøger at overbevise mig om at det er en ubeskriveligt dårlig ide at tage afsted. Men pludselig, meget mod mit usikre jeg's vilje, springer jeg op af sengen som havde jeg en fjeder stukket op bag i og pludselig har jeg vendt mine tanker til, at selvfølgelig skal jeg afsted. Han har spurgt mig fordi han synes jeg ser ud til at være seriøs omkring min træning. Fordi han tænker vi kunne være et godt trænings(!)par. Han har spurgt mig fordi han gerne vil. Han kunne have valgt en hvilken som helst anden at spørge, men han valgte at spørge mig. Så istedet for at nedgøre mig selv og sige til mig selv at det bliver ydmygende vender jeg det til, at jeg skal lære et nyt menneske at kende. Jeg skal udfordres - både på min dårlige selvtillid, men også rent træningsmæssigt. Man presser altid sig selv lidt ekstra, når der står en i baggrunden og kigger, ligemeget om det er tante Olga på 68 eller om det er Jamil på 32. Ja, jeg sagde 32!
Jeg havde sat ham til at være omkring 25 og jeg tror også han havde sat mig til at være lidt ældre, for han så lidt overrasket ud i fjæset da jeg, en kende flov, sagde at jeg kun var 19.

Nå, men ingen af os gjorde mere ud af den store aldersforskel. Vi trænede bare. Gav den gas, så vi til sidst gik rundt som pingviner, grundet ømme stænger. Den fungede rigtig godt. Vi snakkede lidt om løst og fast, uden at det føltes mærkeligt. Vi pressede hinanden og pludselig var vi igennem hele programmet. Jeg havde aldrig troet jeg skulle finde en træningsmakker jeg var på samme niveau med. Ja, altså han løftede selvfølgelig tungere end mig, men vores mål med træningen er det samme; at være sund, rask og tilfreds, uden nogen plan om at blive den største muskelbombe i hele landet.

Jeg gik hjemmefra med tanker som: Åh nej. Åh gud. overlever ikke. fuck mit liv. Hvis jeg nu skærer mit ene ben af, slipper jeg for at tage afsted. Han kommer til at synes jeg er en slapsvans. Hvad hvis jeg gør tingene forkert?

Jeg gik hjem igen med tanker som: Oh yes. Jeg overskred en kæmpe grænse. Jeg udfordrede min frygt for at fejle. Han sagde jeg var stærk af en pige at være. Jeg nød det faktisk. Det vil jeg gerne igen en anden dag. JEG KLAREDE DET!

Undskyld. Kommer du tit her?

For noget tid siden var jeg nede at træne, hvor der var ekstremt mange mennesker. Det er jo januar, så der er en masse ''åh Gud, jeg skal bare være så lækker i år''-nytårsforsætter der lige skal overståes. Anyway, that's not the point. 

Det jeg egentlig ville sige med alle de mange mennesker var, at så må man altså af og til stå i kø som stod man i Føtex en torsdag aften kl. 16.30. Det blev endelig min tur til at squatte og så kommer der gud hjælpe mig et mandfolk og spørger ''Kan vi dele'' og jeg var bare sådan ''Gu ka' vi ej dele. Jeg har fandme stået i kø i et kvarter nu, så du kan bare stille dig og vente ligesom jeg har gjort, din luskede son of a bitch''. Ja, sådan tænkte jeg ihvertfald indtil jeg så hans søde, rare og charmerende smil. Så jeg endte med at sige ''Ja, det kan vi da''. Hold da op, hvor følte jeg mig som et godt menneske. 

Nå, men vi snakker ikke rigtigt sammen. Vi træner bare, og smiler venligt til hinanden indimellem. Han har også sin træningsmakker med(en pige), som han snakker med indimellem, så det er bare rent ''professionelt''. Det ender med at vi næsten hele træningen igennem træner sammen, fordi vi begge træner ben den dag og (åbenbart) har nogenlunde den samme rutine. Men som sagt - det var ikke noget specielt. Vi trænede bare, uden at udveksle mange ord. 

Jeg var så nede at træne her til morgen, hvor han og hans træningsmakker også er der. Vi smiler venligt til hinanden og siger hej, og så begynder jeg ellers at træne, af hvilken grund jeg kommer til at ligne mere og mere end udpint koalabjørn(nej, jeg ved ikke hvordan de ser ud, men jeg forestiller mig at de er tæmmelig grimme). 

Efter en halv times tid kommer han over og spørger om jeg skal træne ben imorgen. Jeg tænker med det samme ''pil af fister løgsovs, kan du ikke se jeg træner og ikke vil forstyrres?'', men det er igen kun til jeg ser hans søde, rare og charmerende smil(hvad sker der i grunden for at jeg lader mig charme? Jeg har jo en kæreste..). Jeg svarer ham at ja, det skal jeg, hvortil han spørger om vi så ikke skal træne sammen, da hans træningsmakker synes hans bentræning er for hård.. Jeg må så fortælle ham at jeg er lidt af et A-menneske og derfor træner ret tidligt normalt og at jeg desuden får familiebesøg. 

Han tøver så et sekund og siger, at morgentræning nok ikke liiiiiiige er ham. Nå, bare ærgerligt Sonnyboy. 

Jeg træner videre, men efter endnu et kvarter sniger han sig ind på mig, som en løve omkring sit bytte. Eller... Det vil sige han skulle træne det samme som mig. Det andet lød bare bedre. Han spørger hvad jeg hedder og igen tænker jeg ''fis af fætter Guf'', indtil jeg ser hans smil. Han siger at han lige må se på om han kan tage sig sammen imorgen. Vi udveksler navne og jeg ender med at give ham mit telefon nummer, for så kunne han da lige skrive så vi kunne finde en dag at træne ben sammen om ikke andet. 

Well, jeg ved ikke hvorfor jeg laver et blogindlæg om det. Tror bare jeg egentligt synes det var lidt finurligt og sjovt. Gad vide om hans ønske om at træne sammen, mere var i stedet for den kliché-agtige scorereplik ''Undskyld. Kommer du tit her?''. Jeg håber det ikke. For jeg har en kæreste jeg er glad for, men jeg ville egentlig gerne have en træningsmakker. Manden herhjemme nægter nemlig på det kraftigste at sætte sin fod i et fitness center. 

Hvorfor invitere en, der aldrig kommer alligevel?

Fester i stride strømme, familiefødselsdage, planer for de næste 5 weekender, caféaftaler. Det lyder som det fedeste hos de fleste unge. Hos mig er det et mareridt. 

Jeg er ofte blevet spurgt hvorfor jeg sjældent er med til fester og diverse arrangementer. Svaret er kompliceret og jeg svarer yderst sjældent på det. Plejer bare at skubbe spørgsmålet let og elegant væk hurtigst muligt, med håbet om at folk ikke vender tilbage til emnet. Måske handler netop det, at jeg ikke svarer på spørgsmålet,i bund og grund om, at jeg ikke selv helt er klar over svaret. Jeg vil alligevel prøve at forklare.

Jeg får mange invitationer. Jeg har veninder der spørger om vi ikke skal finde ud af noget. Der er små globusser på facebook der lyser rødt, for at give mig besked om begivenheder jeg er inviteret til. Jeg har familie der gerne vil se mig og jeg har en kæreste der gerne vil have mig ud og spise eller med hjem til nogle venner. Alle de ting gør mig skidt tilpas. En besked som ''Hej søde, vil du ikke komme til min fest lørdag?'' eller ''Hey, vil du ikke med på Baresso efter skole imorgen'' kan give mig ondt i maven og lyst til bare at grave mig ned i det dybeste hul på jordkloden og aldrig vende tilbage. Jeg bliver ked af at få de invitationer, fordi de minder mig om, at noget så simpelt som en tur ned i byen kan virke uoverskueligt. Jeg bliver vred på mig selv, fordi jeg ved jeg tæmmelig sikkert siger nej. Samtidig elsker jeg når folk tænker på mig. Jeg bliver så glad når jeg ved folk gerne vil have mig med. Jeg bliver lykkelig indeni når folk bliver ved med at spørge mig om jeg vil være med, selvom jeg gang på gang siger nej tak. Så det er en meget ambivalent følelse jeg sidder med, når jeg får en invitation til endnu en begivenhed. 

Sandheden er, at jeg ikke siger nej fordi personerne der spørger, ikke interesserer mig. Jeg siger ikke nej fordi jeg er ligeglad eller fordi jeg synes jeg har bedre ting at bruge mit liv på. I virkeligheden ville jeg ønske af hele mit hjerte at jeg bare kunne tage med hver eneste gang der var noget socialt. Tage med til fester, på Baresso, ud at spise, hjem til veninden. 

Jeg har bare rigtig mange tanker og spekulationer der kører rundt i mit hoved. De gør mig træt og udmattet. De gør, at selv det at skulle skifte toiletrulle kan virke uoverskueligt. Jeg forsøger at passe min skole, mit arbejde og mine lektier, og når jeg er færdig med de ting, er der ikke meget overskud tilbage. Det gør desværre, at jeg til tider føler jeg svigter dem jeg holder af. For hver gang jeg siger nej til en invitation fra en person jeg holder af, er jeg bange for, at personen aldrig vil invitere mig eller spørge mig om jeg vil være sammen igen. 

Jeg ville med glæde fortælle jer præcist HVORFOR jeg siger nej og HVORFOR jeg hellere sidder hjemme en fredag aften, end at være til fest, men sandheden er, at jeg ved det ikke... Jeg ved bare, at jeg ikke gør det for at såre nogen. At jeg ikke gør det fordi det inderst inde er det jeg helst vil. Jeg gør det ikke fordi jeg ikke har lyst. Jeg gør det fordi jeg ikke føler jeg kan. Jeg håber det kommer en dag. Jeg håber at jeg en dag for mit sociale behov tilbage. Indtil da vil jeg takke alle jer der trofast bliver ved med at invitere mig til små som store ting, også selvom jeg i størstedelen af tilfældene siger nej. Det betyder så meget for mig at jeg ikke er glemt eller tilsidesat, selvom jeg har nogle ting at slås med, som gør, at jeg af og til virker som en enspænder uden noget ønske om at være med i det sociale. TAK, i er allesammen med til at holde mit hoved ovenvande. I er med til, at jeg bliver ved med at kæmpe for et bedre liv. I er med til at give håb til en fortabt sjæl. I er med til at redde liv. (Jaaa okay, det sidste lyder måske lidt overdrevet, i know. Men det er altså sådan det føles, så giv lige jer selv et kæmpe møs fra mig). 

Måske nogle af jer derude, som slås med de samme problemer, kan nikke genkendende til dele problematikken? 

ZzzZZZZzzZz

Trænger virkelig til en god nats søvn. Er så evindeligt, umådeligt  og skrækkeligt træt af, at alle de tanker der har haft hele dagen til at presse sig på, altid vælger at komme på de mest ubelejlige tidspunkter, og allerhelst gerne når jeg vil finde ro til at sove. Så:
kære hjerne. Vær sød at lukke ned. Bare til imorgen. Giv mig fred til at sove. Lover at tage mig af alle dine latterlige og fuldstændigt langt ude problemer imorgen. På forhånd tak!

Sårbarhedens time

Første indlæg skrevet i den raske krop. Første indlæg siden april 2012, hvor jeg lå indlagt på psykisk sygehus for børn og unge. 

Havde egentlig tænkt mig at starte en ny blog op, fordi jeg er flov over de ting der står i de forrige indlæg. Fordi jeg ikke er stolt over at have været indlagt. Fordi jeg føler mig ynkelig og svag når jeg læser dem igen. Fordi jeg får det dårligt af at se på det. Men jeg har nu bestemt mig for, at de indlæg er en del af mig, som viser hvor slemt jeg har haft det og det er nogle indlæg som indeholder de realiteter jeg ikke længere vil forsøge at løbe fra. De viser hvad der gemmer sig bag den raske facade. Jeg vil vise dem uden at være flov. Hvis jeg slettede dem, ville det være fordi jeg stadig holder facaden oppe. Men det er slut med det. Jeg ønsker at give mig selv og jer der læser med, et dyk ned i mine forskruede hjernevendinger. 

Jeg er færdig med at lade som om alt er okay. Jeg er færdig med at kæmpe for at virke som et velfungerende  menneske, med rationelle tanker og selvtillidsfyldt attitude. 

Sandheden er, at jeg siden jeg begyndte i behandling på ambulatoriet for spiseforstyrrelser for 3 år siden, naivt har troet, at ligeså snart jeg nåede min målvægt, ville jeg være glad, rask og ubekymret. Jeg tog så grueligt fejl. 

Velkommen til mit blottede sind. Velkommen til mine åbne sår. Velkommen ind bag den raske facade. 

Indeni er hun syg og bange

Udenpå er hun rask og glad