Forårsblues

Sidder i sengen(ligesom jeg gjorde for en måned siden, for en uge siden, igår og som jeg sikkert også vil gøre imorgen) og irriterer mig over alle de forårsglade mennesker der går rundt udenfor. Hvordan kan de smile og le så inderligt, når andre mennesker som jeg selv har ondt helt ind i sjælen. Verden føles nu og da som et uretfærdigt sted. Føler jeg bliver straffet for noget jeg har gjort. Jeg har bare ikke selv fundet ud af hvad jeg har gjort endnu. Vil inde i mig selv spille min egen forårsblues og lade tårerne triller tyst over kinden.

Wasting time



Hvis en dag uden grin er en dag spildt, så tør jeg slet ikke tænke på hvor meget jeg liv jeg har spildt. Jeg har faktisk svært ved at huske hvornår jeg sidst grinte, sådan for alvor. Tror det er over et år siden at jeg grinte hvor det ikke bare var for at holde facaden og lade som om jeg havde styr på det hele. Charlie Chaplins citat skræmmer mig faktisk lidt. 

Normale mennesker ville nyde en dag som denne. Fredag og med udsigt til weekend. Men jeg hader den her dag. Det er fredag, og jeg har tabt mig. Sådan en dag som idag fortryder jeg, at jeg igår gemte mit Nutella i servietten, og jeg sprang et glas mælk over. Det eneste jeg kan gøre nu er at krydse fingre for at Hanne Pretzel(min læge) ikke ser det idag, så jeg er fri for at stige i kost. Kan slet ikke overskue det, og har mest af alt lyst til at ligge mig ned og dø.. Pinefuldt og langsomt.

Kun en skygge af mig selv

Føler mig alene selvom der hele tiden er folk omkring mig. Føler at folk her på stedet overser hvor skidt jeg virkelig har det. Indeni er det som sandpapir, der bare skraber sig igennem alt hvad jeg engang var, for til sidst at efterlade min gamle personlighed i smulder, liggende i en fin bunke, dybt i mit indre, imens depression og anoreksi for fred til at vokse sig store og stærke. Smerten og angsten indeni er der ingen der ser.
I så lang tid har jeg gået og holdt facaden. Set udefra har Linette været pigen med styr på sagerne - Styr på skolen, kæresten, vennerne, arbejdet, afleveringerne, kroppen, men indeni... Indeni har sagen været en ganske anden. Indeni har der været kaos, uden styr på noget. Jeg har kun været en skygge af mig selv. Den smerte jeg føler indeni har gnavet længe, men jeg har ikke været stærk nok til at bede om hjælp, fordi jeg har været for stolt. Men sandheden er, at det ikke er svagt at give op. Det betyder bare man er stærk nok til at indrømme at man ikke kan selv. Det har jeg bare ikke vidst før nu.

Dusør udloves til den skabning der kan finde Linette Hermansens sjæl. Hendes krop savner den.

Silence and emptyness

... Ved egentligt ikke hvad jeg vil skrive. Er tom for ord, følelser og alt hvad der hedder fornuftig dømmekraft. Føler mig magtesløs i forhold til min egen krop. Jeg er blevet til en mekanisk maskine, som bare gør hvad den får besked på, og som forsøger at fylde så lidt som muligt. Jeg har lyst til at kaste alle mine bekymringer og spekulationer i hovedet på min blog, men jeg kan ikke. Er HELT stum.

Det er lige gået op for mig hvor meget jeg virkelig savner den her lille purk. Jeg fik hende da jeg havde det værst, og hun elskede mig ubetinget fra første dag. For bare et halvt år siden ville jeg ikke have troet at hunden er menneskets bedste ven, men pludselig forstår jeg ordsproget. På selv de mest dystre dage, i den sværeste stund holder de humøret oppe. Det er måske nok fordi deres forståelses-evne er ikke eksisterende, men det ændrer ikke på, at det giver en lun følelse indeni når jeg tænker på hende, min kære Lucill.

Derudover savner jeg min kæreste, min familie og mit liv.. Alt sammen blandet sammen med, at jeg egentligt ikke ønsker at leve. Indeni er der et væld af dystre tanker, som hvirvler rundt som visne blade i stormvejr. Jeg har efterhånden været igennem hele den dunkle side af følelsesregistret. Jeg har været desperat, opgivende, ked af det, rasende, livstræt, selvmordstruet, ligeglad, trist, grådkvalt og irriteret.

Would someone please kill me?

Guderne (som ikke findes) må virkelig hade mig. Jeg har anoreksi, jeg har en depression, jeg har droppet skolen, er på ''orlov'' fra arbejdet, jeg har en selvtillid på størrelse med et atom, OG som om det ikke var mere end nok gik min Iphone pludselig ud her til morgen, og nægter på det kraftigste at tænde. Nu er jeg så for alvor afskåret for civilisationen, og alle de mennesker jeg elsker. Om jeg elsker livet?? Gæt selv svaret.

Kabaler og dunkle tanker

Man ved for alvor at man har det psykisk dårligt, når ens højdepunkt for dagen er, at 7-kabalen gik op. Spiller alt for meget 7-kabale, græder for meget, sover for meget, og mangler livsglæde. Om 9 timer kan jeg igen få lov at lukke øjnene og sove - bare drømme mig væk til et bedre sted. Et sted uden sygdom, et sted hvor der findes en Gud, som tager hånd om svage sjæle, og bærer en del af deres tunge byrde, så de er i stand til at holde gejsten oppe.

Det bedste jeg kan gøre, er at være mig selv.. Hvad så end det er.

Long time, no see

Idag er det præcis 4 uger siden jeg blev indlagt på Aalborg psykiatrisk afdeling for børn og unge. 4 uger uden kontakt til omverdenen. 4 uger med dybt depressive selvmordstanker. 4 uger med angst, og 4 uger spildt af mit liv. Men man kan vel kalde det en invistering.. En invistering som kan indbringe ''kunsten at leve livet''.
Tidligere idag snakkede jeg med en af mine kontaktpersoner om at udskyde det der er svært. I de 4 uger jeg har været indlagt har jeg ikke haft besøg.. Før her til aften. Jeg har haft en rigtig slem ogdræbende aften, og det eneste jeg havde lyst til var en skulder at græde ud ved, og et varmt hjerte at læne mig opad. Så i desperation faldt det mig naturligt at ringe til min mor. Ligesom alle de andre gange jeg havde forsøgt at ringe kom der ikke et ord ud af min mund. Jeg forblev tys og lagde på. Men da det ikke hjalp noget på min angst at have hende i røret, måtte jeg få hende til at komme. Hun skulle først være kommet imorgen, men nu er det første møde i lang tid overstået. Det var som om det helt instinktivt kom til mig, at det var nu jeg havde behov for hun kom. Ikke før, og ikke senere, og imorgen vil jeg nok igen være tilbage til ''nej tak til besøg''-humøret.