Det er lige gået op for mig hvor meget jeg virkelig savner den her lille purk. Jeg fik hende da jeg havde det værst, og hun elskede mig ubetinget fra første dag. For bare et halvt år siden ville jeg ikke have troet at hunden er menneskets bedste ven, men pludselig forstår jeg ordsproget. På selv de mest dystre dage, i den sværeste stund holder de humøret oppe. Det er måske nok fordi deres forståelses-evne er ikke eksisterende, men det ændrer ikke på, at det giver en lun følelse indeni når jeg tænker på hende, min kære Lucill.

Derudover savner jeg min kæreste, min familie og mit liv.. Alt sammen blandet sammen med, at jeg egentligt ikke ønsker at leve. Indeni er der et væld af dystre tanker, som hvirvler rundt som visne blade i stormvejr. Jeg har efterhånden været igennem hele den dunkle side af følelsesregistret. Jeg har været desperat, opgivende, ked af det, rasende, livstræt, selvmordstruet, ligeglad, trist, grådkvalt og irriteret.