Idag er det præcis 4 uger siden jeg blev indlagt på Aalborg psykiatrisk afdeling for børn og unge. 4 uger uden kontakt til omverdenen. 4 uger med dybt depressive selvmordstanker. 4 uger med angst, og 4 uger spildt af mit liv. Men man kan vel kalde det en invistering.. En invistering som kan indbringe ''kunsten at leve livet''.
Tidligere idag snakkede jeg med en af mine kontaktpersoner om at udskyde det der er svært. I de 4 uger jeg har været indlagt har jeg ikke haft besøg.. Før her til aften. Jeg har haft en rigtig slem ogdræbende aften, og det eneste jeg havde lyst til var en skulder at græde ud ved, og et varmt hjerte at læne mig opad. Så i desperation faldt det mig naturligt at ringe til min mor. Ligesom alle de andre gange jeg havde forsøgt at ringe kom der ikke et ord ud af min mund. Jeg forblev tys og lagde på. Men da det ikke hjalp noget på min angst at have hende i røret, måtte jeg få hende til at komme. Hun skulle først være kommet imorgen, men nu er det første møde i lang tid overstået. Det var som om det helt instinktivt kom til mig, at det var nu jeg havde behov for hun kom. Ikke før, og ikke senere, og imorgen vil jeg nok igen være tilbage til ''nej tak til besøg''-humøret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar