Idag er ikke dagen hvor jeg endelig kan komme med et indlæg om glæde. Sygdommen føles som syet fast i mig, med dybe stæng og kraftig tråd, som gror sig mere og mere fast jo mere såret heler. Såret hele desværre bare ikke på den måde jeg ønsker. Der sidder betændelse under såret, og jeg vil derfor permanent lide af smerte og infektion, hvis såret får lov at hele færdigt. Jeg kæmper for at rense såret inden det er for sent. Renser og renser. Jeg ønsker virkeligt ikke at lide under anoreksiens tanker og ondskabsfulde gerninger resten af livet. De sidste par dage har jeg ikke bare følt psykisk smerte. Jeg har også følt fysisk smerte, fordi jeg er stoppet med at tage de antidepressive piller, som skulle forestille at hjælpe folk som har mistet modet. De hjalp bare ikke, desværre. Jeg har haft bivirkninger af pillerne, hvilket vil sige kvalme, ekstrem svimmelhed, træthed og hovedpine. Derudover har jeg været mere ondskabsfuld og opgivende end nogensinde før, og havde jeg ikke været så heldig at være afkom af verdens bedste mor, er jeg ikke sikker på jeg havde været her idag. Hvis du nogensinde kommer til at læse det her mor, skal du vide at jeg elsker dig mere end noget andet her på jorden. Ligemeget hvad jeg får sagt når jeg har det skidt, så elsker jeg dig. Jeg er stolt af dig, og jeg beundrer dig. Jeg elsker dig så meget at det nogle gange gør helt ondt, og specielt når jeg har det så skidt, og er så forbandet ubehøvlet og egoistisk som jeg har været det sidste stykke tid. Undskyld er ikke nok, jeg ved det. Men jeg har ikke andre ord. Jeg er tom for ord. Jeg føler bare skam og dårlig samvittighed. Helt ind til benene. Helt ind til mit ødelagte hjerte, og min betændte og skrøbelige sjæl. Undskyld virker så utilstrækkeligt og ubetydeligt. Hvordan skal jeg nogensinde kunne give igen for hvad du har gjort for mig? Alt det du har opgivet for min skyld? Ligemeget hvad der end måtte komme, hvor du får brug for min hjælp, så vil jeg være her.
Jeg er ked af, at stedet der var ment som en blog fyldt med positive tanker og livsglade fornemmelser, istedet er blevet til et sted hvor jeg placerer alle mine sorger og depressioner, som jeg ikke ved hvor jeg ellers skal gøre af. Menfor nu at komme med noget positivt, kan jeg sige at jeg er begyndt at strikke og har købt et spejlrefleks kamera, i håbet om at få en interresse at finde ro i. Mit Sony A350 skal være med mig overalt på vejen mod livet. Mor og jeg har lavet en aftale om, at hvis vi købte det, skulle det være fordi vi tror på, at jeg er rask til sommer. Rask nok til, at vi kan komme til Canada og tage en masse fede billeder! Jeg glæder mig allerede, og det at vi købte det gav mig pludselig troen tilbage. Det gav mig et håb om, at min mor stadig tror på mig. Tror på at jeg før eller siden vil mestre kunsten at leve livet.
Må jeres dag blive mere harmonisk og glædesfyldt end min. Jeg vil smutte tilbage til den virkelige og barske verden.

Spekulationer

Sidder her alene på værelset og funderer over hvor min sygdom er kommet fra. Helt fra jeg var lille har jeg haft krudt i røven, elsket at lege, elsket min familie og mine venner, elsket oplevelser, rejser og ture.. Elsket livet. Jeg havde 2 kanone forældre, 2 kanone brøde og et godt og trygt hjem. Den ene bror valgte så efter at have fundet en ko til kæreste(og så er det sagt meget, meget pænt) at smutte, fordi han mente at han havde haft en skidt barndom, og at han ikke var ønsket. Some shit siger jeg bare. Mor har elsket os alle 3 lige meget. Hun har været alenemor til 3 børn, og den ene(mig) havde store problemer med at finde ro til bare at være i livet uden de store vredesudbrud. Selvfølgelig har det været nogle aftener hvor vi har skullet passe os selv, men Michael som er min ældste bror fik penge for at passe Per, som er min yngste bror, og jeg. Jeg elskede når vi skulle være alene hjemme. Det var jo lidt sejt og sjovt at være med de store drenge. Vi købte sodavand og fik tit og ofte pastamad, da det var nemt at lave for sådan et par dovne teenagedrenge. Hyggeligt og dejligt!
Men efter Michael var fyldt 18, fandt han sin kæreste Louise på 14. Louise var ikke ligefrem den mest velopdragne og søde pige, og efter mange år, hvor hun havde svinet vores familie til, smed min mor hende ud.. Michael fulgte desværre med, og har siden da meldt sig mere eller mindre ud af familien. Han er nu omkring 28, og for et par år siden eskalerede det, og han har nu helt vendt ryggen til, uden nogen synlig form for selvbebrejdelse eller ønske om at komme tilbage. Aldrig har jeg følt mig så indebrændt, som jeg gør når jeg tænker på ham. Jeg er begyndt at fundere meget over, om det mon er en af faktorerne til min sygdom? Savner jeg ham mere end jeg aner? Er jeg mere vred end jeg først troede? Der er så mange ubesvarede spørgsmål indeni. Jeg føler at jeg står midt i det hele. I princippet er han egentligt ikke sur på mig, men jeg synes ikke jeg kan tillade mig at være sammen med ham, når han ikke kan snakke med min mor som er den person jeg elsker mest her i verden. Derudover tror jeg muligvis jeg kunne slå ham ihjel hvis jeg så ham igen. Jeg bliver vred bare ved tanken om ham. Hvordan kan han være sådan, og når han selv har et barn. Han, af alle, burde da vide at man ligemeget hvad ønsker sine børn det bedste. Jeg tænker sommetider om det er mig der har gjort noget forkert. Jeg var så lille da det hele begyndte, at jeg ikke anede hvad der foregik. Det eneste jeg vidste var, at min bror ikke var den samme længere. Det gik for alvor op for mig den dag han valgte at afvise mig flere gange, på trods af voldsom gråd fra min side. Jeg var alene hjemme, og manglede bare en at være sammen med. Jeg spurgte flere gange om ikke jeg måtte komme ind til ham og Louise, men hver gang var svaret det samme :''Det er ikke så godt lige nu... Louise laver lektier''. At blive afvist på den måde, når man mindst har brug for det.. AV!
Det er så hårdt at sidde med en knust mor, som slet ikke forstår hvad der er sket. Sommetider føler jeg, at jeg måske burde være god for to, når han nu ikke er her. Men det kræver jo ligesom at jeg skulle befinde mig på et stadie, hvor jeg mest af alt minder om supermand. Jeg ved stadig ikke hvordan jeg skal få hnde til at tro på, at det ikke er hende der har lavet fejl, men at der er tale om, at ''kærlighed gør blind''. Hun skulle bare vide hvor meget hendes andre 2 børn elsker og beundrer hende. JEG HAR VERDENS BEDSTE MOR. Det vil jeg lade være sidste sætning herfra. Ellers kunn jeg skrive fra nu af og resten af livet, om den vrede der er opbygget indeni pga. en, som engang var min bedste ven.
Som citatet herunder siger, er det ikke det at han har ændret sig der gør ondt. Det gør ondt at jeg kan huske hvem og hvad han engang var.

Debut

Jeg ville gerne komme med en vild og fantastisk indledning, som mit første indlæg.. Men jeg har faktisk ikke rigtigt entusiasmen til det. Sandheden er at jeg er syg. Dødssyg. Jeg har været syg i halvandet år. Halvandet år med anoreksi, medicin, sygehus, ambulatorie, blodprøver, psykologer, ingen skole, social inaktivitet og en indebrændthed som jeg ikke aner hvor kommer fra. Hvilken deprimerende faktor. Og ja, nu vi snakker depression... Det har jeg også. Det lyder måske som om jeg har ondt af mig selv, og det har jeg måske nok også, men en person jeg har mere ondt af, er min mor. Min mor som gang på gang sidder med mig, når jeg er helt nede i kulkælderen. Min mor som elsker mig, selv når jeg mindst fortjener det. Min mor som har født mig, skabt mig og som finder modet frem og kæmper, når jeg ikke selv magter det. En bedre mor kunne jeg ikke ønske mig. Det burde være alle mands ret at have en mor som hende!
 KUNSTEN AT LEVE LIVET. Ja, det lyder måske ikke videre kompliceret. Men i en alder af 17 år, skal jeg igen til at lære det. Lære at sætte pris på de små ting. Lære at livet er værd at leve. At hver dag er en gave. En god en af slagsen. Derfor vil jeg begynde at blogge.. Både for at lette hjertet, men også for at skrive de gode ting ned jeg kommer ud for. Så er der altid et sted jeg kan gå hen og finde bevis på, at alle dage ikke er grå og triste. Kort sagt er det her bare endnu en blog, endnu et liv, endnu en historie, men jeg håber alligevel i vil følge mig på vejen tilbage til livet. Væk fra sygdom og sorg. Tilbage til glæden.