Spekulationer

Sidder her alene på værelset og funderer over hvor min sygdom er kommet fra. Helt fra jeg var lille har jeg haft krudt i røven, elsket at lege, elsket min familie og mine venner, elsket oplevelser, rejser og ture.. Elsket livet. Jeg havde 2 kanone forældre, 2 kanone brøde og et godt og trygt hjem. Den ene bror valgte så efter at have fundet en ko til kæreste(og så er det sagt meget, meget pænt) at smutte, fordi han mente at han havde haft en skidt barndom, og at han ikke var ønsket. Some shit siger jeg bare. Mor har elsket os alle 3 lige meget. Hun har været alenemor til 3 børn, og den ene(mig) havde store problemer med at finde ro til bare at være i livet uden de store vredesudbrud. Selvfølgelig har det været nogle aftener hvor vi har skullet passe os selv, men Michael som er min ældste bror fik penge for at passe Per, som er min yngste bror, og jeg. Jeg elskede når vi skulle være alene hjemme. Det var jo lidt sejt og sjovt at være med de store drenge. Vi købte sodavand og fik tit og ofte pastamad, da det var nemt at lave for sådan et par dovne teenagedrenge. Hyggeligt og dejligt!
Men efter Michael var fyldt 18, fandt han sin kæreste Louise på 14. Louise var ikke ligefrem den mest velopdragne og søde pige, og efter mange år, hvor hun havde svinet vores familie til, smed min mor hende ud.. Michael fulgte desværre med, og har siden da meldt sig mere eller mindre ud af familien. Han er nu omkring 28, og for et par år siden eskalerede det, og han har nu helt vendt ryggen til, uden nogen synlig form for selvbebrejdelse eller ønske om at komme tilbage. Aldrig har jeg følt mig så indebrændt, som jeg gør når jeg tænker på ham. Jeg er begyndt at fundere meget over, om det mon er en af faktorerne til min sygdom? Savner jeg ham mere end jeg aner? Er jeg mere vred end jeg først troede? Der er så mange ubesvarede spørgsmål indeni. Jeg føler at jeg står midt i det hele. I princippet er han egentligt ikke sur på mig, men jeg synes ikke jeg kan tillade mig at være sammen med ham, når han ikke kan snakke med min mor som er den person jeg elsker mest her i verden. Derudover tror jeg muligvis jeg kunne slå ham ihjel hvis jeg så ham igen. Jeg bliver vred bare ved tanken om ham. Hvordan kan han være sådan, og når han selv har et barn. Han, af alle, burde da vide at man ligemeget hvad ønsker sine børn det bedste. Jeg tænker sommetider om det er mig der har gjort noget forkert. Jeg var så lille da det hele begyndte, at jeg ikke anede hvad der foregik. Det eneste jeg vidste var, at min bror ikke var den samme længere. Det gik for alvor op for mig den dag han valgte at afvise mig flere gange, på trods af voldsom gråd fra min side. Jeg var alene hjemme, og manglede bare en at være sammen med. Jeg spurgte flere gange om ikke jeg måtte komme ind til ham og Louise, men hver gang var svaret det samme :''Det er ikke så godt lige nu... Louise laver lektier''. At blive afvist på den måde, når man mindst har brug for det.. AV!
Det er så hårdt at sidde med en knust mor, som slet ikke forstår hvad der er sket. Sommetider føler jeg, at jeg måske burde være god for to, når han nu ikke er her. Men det kræver jo ligesom at jeg skulle befinde mig på et stadie, hvor jeg mest af alt minder om supermand. Jeg ved stadig ikke hvordan jeg skal få hnde til at tro på, at det ikke er hende der har lavet fejl, men at der er tale om, at ''kærlighed gør blind''. Hun skulle bare vide hvor meget hendes andre 2 børn elsker og beundrer hende. JEG HAR VERDENS BEDSTE MOR. Det vil jeg lade være sidste sætning herfra. Ellers kunn jeg skrive fra nu af og resten af livet, om den vrede der er opbygget indeni pga. en, som engang var min bedste ven.
Som citatet herunder siger, er det ikke det at han har ændret sig der gør ondt. Det gør ondt at jeg kan huske hvem og hvad han engang var.