Idag er ikke dagen hvor jeg endelig kan komme med et indlæg om glæde. Sygdommen føles som syet fast i mig, med dybe stæng og kraftig tråd, som gror sig mere og mere fast jo mere såret heler. Såret hele desværre bare ikke på den måde jeg ønsker. Der sidder betændelse under såret, og jeg vil derfor permanent lide af smerte og infektion, hvis såret får lov at hele færdigt. Jeg kæmper for at rense såret inden det er for sent. Renser og renser. Jeg ønsker virkeligt ikke at lide under anoreksiens tanker og ondskabsfulde gerninger resten af livet. De sidste par dage har jeg ikke bare følt psykisk smerte. Jeg har også følt fysisk smerte, fordi jeg er stoppet med at tage de antidepressive piller, som skulle forestille at hjælpe folk som har mistet modet. De hjalp bare ikke, desværre. Jeg har haft bivirkninger af pillerne, hvilket vil sige kvalme, ekstrem svimmelhed, træthed og hovedpine. Derudover har jeg været mere ondskabsfuld og opgivende end nogensinde før, og havde jeg ikke været så heldig at være afkom af verdens bedste mor, er jeg ikke sikker på jeg havde været her idag. Hvis du nogensinde kommer til at læse det her mor, skal du vide at jeg elsker dig mere end noget andet her på jorden. Ligemeget hvad jeg får sagt når jeg har det skidt, så elsker jeg dig. Jeg er stolt af dig, og jeg beundrer dig. Jeg elsker dig så meget at det nogle gange gør helt ondt, og specielt når jeg har det så skidt, og er så forbandet ubehøvlet og egoistisk som jeg har været det sidste stykke tid. Undskyld er ikke nok, jeg ved det. Men jeg har ikke andre ord. Jeg er tom for ord. Jeg føler bare skam og dårlig samvittighed. Helt ind til benene. Helt ind til mit ødelagte hjerte, og min betændte og skrøbelige sjæl. Undskyld virker så utilstrækkeligt og ubetydeligt. Hvordan skal jeg nogensinde kunne give igen for hvad du har gjort for mig? Alt det du har opgivet for min skyld? Ligemeget hvad der end måtte komme, hvor du får brug for min hjælp, så vil jeg være her.
Jeg er ked af, at stedet der var ment som en blog fyldt med positive tanker og livsglade fornemmelser, istedet er blevet til et sted hvor jeg placerer alle mine sorger og depressioner, som jeg ikke ved hvor jeg ellers skal gøre af. Menfor nu at komme med noget positivt, kan jeg sige at jeg er begyndt at strikke og har købt et spejlrefleks kamera, i håbet om at få en interresse at finde ro i. Mit Sony A350 skal være med mig overalt på vejen mod livet. Mor og jeg har lavet en aftale om, at hvis vi købte det, skulle det være fordi vi tror på, at jeg er rask til sommer. Rask nok til, at vi kan komme til Canada og tage en masse fede billeder! Jeg glæder mig allerede, og det at vi købte det gav mig pludselig troen tilbage. Det gav mig et håb om, at min mor stadig tror på mig. Tror på at jeg før eller siden vil mestre kunsten at leve livet.
Må jeres dag blive mere harmonisk og glædesfyldt end min. Jeg vil smutte tilbage til den virkelige og barske verden.