Hvil for fanden!

Jeg er træt. Stresset. Udkørt. Desperate tider kræver desperate handlinger.
Jeg har i den lange periode hvor jeg har været langt nede i vægt haft forbud mod at træne selv den mindste mavebøjning. Da jeg så kom op i vægt og fik lov til at træne kunne jeg mærke hvor meget luft det gav og stadig giver i en presset hverdag, når man lige har givet sig selv tid og plads til en times motion.

Men problemet er, at selvom psyken har det fedt med at komme afsted(og nok også spiseforstyrrelsens klamme ansigt), så har kroppen altså sine begrænsinger. Kroppen har brug for hvile. Den er ikke bygget til hård styrketræning 7 dage om ugen. Og slet ikke hvis man gerne vil have den naturlige, kvindelige balance tilbage i kroppen. Her hentyder jeg til menstruationer. Tænk at jeg savner at bløde hver måned i stride strømme imens jeg ligger sammenkrøllet i sengen af ren smerte og spiser chokolade. Det lyder ikke så tiltrækkende når man siger det sådan, men alt andet lige så er det jo det der skal til hvis man(læs: mig) gerne vil have børn engang; og det VIL jeg!

Så nu skal der andre boller på suppen. 1-2 gange om ugen binder jeg mig selv på hænder og fødder og sørger for ikke at tage ned at træne. Jeg ved det bliver svært, uudholdeligt og skrækkeligt rent psykisk, men nu skal det være.

Når jeg sætter mig for at skulle hvile ender det altid med at jeg render rastløst rundt i ring og ikke ved hvor jeg skal gøre af mig selv. I et desperat forsøg på at finde noget jeg kan finde ro ved, har jeg købt en mandalas malebog som jeg har fået anbefalet flere gange, men jeg har simpelthen syntes det er for latterligt. Tro det eller lad være, men det hjælper(barnligt nok..). Det giver af en eller anden grund et lille pusterum fra de ubehagelige tanker der ellers altid rumsterer i en eller anden grad. 

Derudover har jeg valgt at jeg, på hviledage må snørre skoene og gå mig en tur. Det blev til en tur over limfjordsbroen og tilbage igen. Smukt og dejligt med luft til hovedet. Det handler jo om at finde det positive. 

Husk kroppen har brug for hvile for at blive stor og stærk! 

Sugemalle eller fighter?

Det er gået op for mig, at min strategi ikke rækker til noget som helst. Jeg kan ikke blive ved med bare at gå og vente på, at jeg en eller anden dag er klar, til at kaste mig ud i de ting jeg er bange for. Det nytter ikke noget at jeg bliver ved med at vente på, at mine tanker en dag vender og jeg pludselig får modet. Tror faktisk ikke at jeg nogensinde får følelsen af at være klar. Jeg tror jeg er blevet for "tryg" i spiseforstyrrelsens/depressionens/angstens lune knus. Jeg er blevet for tryg ved de firkantede rammer og strukturer der er blevet opsat omkring mit liv. Hvorfor skulle jeg nogensinde blive klar til at forlade noget der gør mig godt tilpas?

Jeg bliver nødt til at tage noget ansvar. Bliver nødt til at ændre på de ting der ikke ændrer sig selv... For det tror jeg ikke længere på de gør. Er evindeligt træt af blødsødne psykologers velmenende forsøg på at fortælle mig, at det ikke er min egen skyld. At mine tanker vender en dag, når jeg mindst venter det, hvis bare jeg er tålmodig. Sikke noget fis. Det er måske ikke min egen skyld jeg havnede i den psykiske tilstand jeg gjorde, men mine tanker vender ikke af sig selv. De skal tvinges. Jeg bliver ved med at hage mig fast i, at tankerne hjælper mig. At tankerne er "mine venner". At det er positive tanker. Sandheden er, at det er løgn.
Det er nogle lortetanker der dræner min energi og suger livslyst ud af mig. Nogle dage værre end andre, men de er der hele tiden i en eller anden grad. Jeg ved ikke præcis hvad det er der gør, at jeg bliver ved med at klæbe mig fast, som en sugemalle på et algegrønt akvarieglas, til de tanker der har gjort mig til den levende døde person jeg har været og stadig i nogen grad er. Men en ting er sikkert. Jeg VED at de ikke længere vil forsvinde af sig selv en dag. Det kræver at jeg tvinger og forfølger dem, ligesom de har gjort det ved mig.

Hvis jeg bliver ved med at hænge fast i alt det der har ført mig til hvor jeg er idag, så kommer jeg aldrig videre. ALDRIG.

Fremskridt eller fiasko?

"Det der er rigtigt og normalt i det lange løb, er højst sandsynligt ikke det optimale for dig lige nu".
Vise ord sagt af min psykolog.
Har en tendens til  at få nogle fikse planer og ideer og så skulle de altså helst være udført igår. Ikke imorgen, ikke om et år. Nej, det kan KUN gå for langsomt. Det resulterer så i, at jeg lever mit liv ved at gå 10 skridt frem og 50 tilbage fordi mine forhastede planer oftest resulterer i, at jeg kun kan falde ned og slå mig noget så grusomt.

Specielt her i min sygdomsperiode har jeg været tilbøjelig til nogle dage at sige til mig selv "Linette din giga kujon! Fra imorgen skal du gøre som normale mennesker. Fra imorgen spiser du kage. Fra imorgen spiser du til du faktisk er mæt og ikke til kalorierne siger du er det. Fra imorgen spiser du det du har lyst til, fordi det smager godt og ikke bladselleri  og kaninføde fordi der er få kalorier i. Fra imorgen er du RASK. Kan du fatte det din forbistrede taber."
At sige sådan til mig selv og faktisk tro på at det kan lade sig gøre, er ligeså latterligt urealistisk som hvis jeg en dag sagde "Linette. Du har aldrig i dit lange lykkelige liv løbet så meget som 3km i streg, men imorgen løber du sku maraton. Det er nemlig en pissefed ide og slet ikke spor overambitiøst." , for så næste dag at snørre de gamle, men ganske ubrugte løbesko og begive dig ud på den 42km lange rute uden nogen som helst form for ide om hvordan du skal klare det. Efter de første 2km vil du være træt alene ved tanken om,  at der er 40km igen. Du vil så ved 5km stoppe op og være fysisk træt og udmattet grundet manglende træning inden denne, for dig, urealistiske distance. Du vender om, går hjem og lægger dig i sofaen og i stedet for at glædes ved tanken om, at du for første gang i dit liv har løbet  5km i streg, vil du ligge tilbage med tanken om, at du aldrig nogensinde mere vil løbe igen fordi du ikke kunne løbe det maraton i første hug.

Det er lidt det samme der sker for mig. Jeg fortæller mig selv, at fra imorgen er jeg rask. Næste dag gør jeg så et forsøg ved at spise det jeg vil uden at tænke over hvad der er mindst kalorier i. Det lykkes jeg med, men da jeg så ikke kan spise det stykke kage jeg lovede mig selv jeg ville spise lægger jeg mig hen i et hjørne og fortæller mig selv at jeg er den største elendighed på denne planet, istedet for at glædes ved, at jeg faktisk lykkedes med at vælge den mad jeg havde LYST til, ikke den mad der er færrest kalorier i.

Det jeg mener er, at jeg nok skal være bedre til at sætte delmål på vejen mod mit slutmål, istedet fo at have så travlt, at jeg vil nå slutmålet på 24 timer. Det er både urealistisk, stupidt og latterligt. Ro på og så skal jeg nok nå mit mål om frihed en dag. Jeg skal bare ikke tage munden for fuld. Jeg skal glædes ved de fremskridt jeg har lavet so far, istedet for at tænke over hvor langt der er dertil hvor jeg gerne vil ende.